Menu

Tab dig 5 kilo på en uge - med garanti


Hvis overskriften lyder, for godt til at være sandt - så er det nok fordi det ikke er sandt!
Brug i stedet din sunde fornuft
- Spis mindre end du forbrænder
- Spis sund, groft og varieret
- Dyrk motion
- gode råd der giver et sikkert vægttab, og så kunne artiklen egentlig slutte her...

Hvorfor er det så svært at følge de 3 enkelte og effektive slankeråd?
Vi har aldrig været mere oplyste end nu, fra både sundhedsstyrelsen, ugebladene, slankeguruer og det vrimler med inspirerende helsebøger.

Giv mig en slankepille der virker!
Jeg har arbejdet som helsevejleder i 17 år, og et af de hyppige spørgsmål er - "Hvordan taber jeg mig"

Det findes et hav af produkter - nogle af dem er en fornuftig hjælp, mens andre er opreklamerede og helt uden effekt. Fælles for de fleste kure er, at man undlader at spise alt det der feder, slik og junk food. Hvis man yderligere har købt en kur eller slankepiller, ja så er det da for ærgerligt også at købe en kage og derved ødelægge det hele. Den virksomme slankepille, vidundermidlet er ikke opfundet endnu.

Din motivation til at tabe dig med en sund kostomlægning, er det eneste der virker med sikkerhed. Denne artikel er ikke den endelige løsning på et vægttab, der er heller ikke meget nyt i den, alt hvad der er at sige om dette emne er sagt, skrevet og fortalt i forskellige indpakninger. Den er blot endnu et bud på "et sikkert vægttab". Brug den som inspiration eller klik dig hurtigt videre .

Pluk de slanketips ud som du kan bruge :-)
- Undgå forarbejdet fødevarer, da de ofte er meget fede og saltede og indeholder alle mulige tilsætningsstoffer.
- Handel ind til flere dage, så du ikke bliver fristet at en hurtig færdigret og andre fristelser i supermarkedet.
- Drik et stort glas vand ½ timer før middagen - det mætter.
- Spis grove kulhydratkilder som rodfrugter og fuldkornsprodukter, der mætter bedre end salatgrøntsager og sigtede kornprodukter.
- Spis bitre fødevarer, de mindsker trangen til sødt - du kan også drikke Grøn te, som er bittert.
- Mæt også dine smagsløg når du laver mad. Med salt, sødt, surt, bitter og umami, som er den femte grundsmag, der virker som en smagsforstærker.
- Spis varieret, efter årstidens grønsager og mindst 600 gram frugt og grønt om dagen.
- Spis 3 hovedmåltider og 3 mellemmåltider dagligt. Hyppige måltider sikrer en bedre mæthed og regulerer dit blodsukker.
- Servér din mad på mindre tallerkner og ta' kun 1 gang. Gem resten til madpakken.
- Motionér, dans, cykel eller andet der sætter pulsen op ;-)
- Skær ned på animalsk fedt, men ikke på vegetabilsk fedt for det har dit stofskifte brug for.
- Tyg maden grundigt, ca. 40 gange pr. mundfuld. Derved danner du flere enzymer og du når at mærke mæthedsfornemmelsen.
- Start dagen med en god portion grød, det mætter i længe og er godt for blodsukkeret og der er masser af fiber til din fordøjelse.
- Lav en lille madklub, hvor I skiftes til at lave sund mad - det er vildt inspirerende, for man skal jo vise sin menu til de andre og fortælle lidt om den og så slipper du for madlavning i et par dage.
- Gå sammen med nogle fra din arbejdsplads, det inspirerer jer alle i at lave sunde lækre madpakker.
- Slik: Det går ofte galt med TV-hyggen. Lav en skål med nødder, kerner og rosiner, men det er ikke sikkert du syntes at det er så lækkert, hvis du ikke er vant til at spise det. Du kan måske komme lidt små stykker mørk 70 % chokolade i blandingen. Nyd dem langsomt, så snart du har slugt den, så er der ikke mere smag, så forlæng nydelsen ved at lade den smelte i munden. - Spis en shake med proteinpulver ca. 20 min før et måltid, det giver en mæthedsfornemmelse.
- De essentielle fedtsyrer er vigtige for hele hormonsystemet, og skjoldbrugskirtlen, som bl.a. står for forbrændingen og behøver de essentielle fedtstoffer (omega 3-6 og 9). Spis gerne mere fisk, avocado og hørfrøolie.
- Tag også en god letoptagelig multivitaminpille, hvis du er på kur.
- Fibre mætter også samtidig med at det er godt for din fordøjelse (husk at drikke rigeligt med vand til).
- Spis de gode gammeldags rugbrødsmadder, fra dengang hvor brødet var tykkere en det der kom ovenpå
- Tang indeholder naturligt jod, som også er vigtig for forbrændingen.
- Chili styrker forbrændingen, så her er det en fordel at kunne lide stærkt mad.

Vigtigt:
Når du skejer ud, så gør det med maner og bravour og uden dårlig samvittighed. Lad være at tænke, at nu er det lige meget, for nu er det hele ødelagt, det er det ikke, det er helt naturlig at "falde i" - men det er lige så naturligt at komme i gang igen.

Mad er også følelser
Mad som hygge, trøst og tryghed Det kan være vanskeligt at tabe sig, fordi mad også er følelser. Vi spiser jo ikke kun for at få næring og blive mætte, vi trøstespiser, hyggespiser og vi spiser færdigmad samt junkfood i en hurtig vending på en stresset hverdag. Mad er næring, duft, farver, kærlighed (eller had) det er nydelse, hygge, samvær og minder.

Mc Donalds har gjort det rigtig godt, fordi de sælger hygge og samvær. Det er familierestauranter, som børnene plager om at besøge, ikke kun pga. maden, men fordi de vil have familiehyggen, klovnen, legetøjet i posen og legerummet. Disse følelser tager de med op i deres voksenliv og Mc. Donalds står nu for hygge, familie og samvær, i stedet for dårlig fastfood!! Det samme gælder "lørdagshygge" som betyder slik - ja det danske sprog er mærkværdig. Derfor er det frygtelig svært at omlægge sin kost, for så skal vi også omlægge vores minder, hukommelse - vi skal rent faktisk omprogrammeres - er du klar til det?

Nogle spiser for at leve - andre lever for at spise
Mad er en fantastisk nydelse, men det er først og fremmest næring til kroppen og alle dens funktioner. Det betyder ikke, at man ikke kan spise noget der feder og endda noget som er usundt, men det er mængden der er afgørende. Nu er det jo heller ikke sådan, at alle skal kunne passe en str. 36, der må gerne være kurver og former. Men der er alvorlig fare for at blive syg, hvis man er alt for overvægtig og dem kan man ikke bare sidde overhørig, specielt ikke når det drejer sig om børn. Nogle sulter sig ihjel og andre spiser sig ihjel, det er måske lidt barskt, men ikke desto mindre er det slutresultatet for mange med vægtproblemer. Først kommer der en række skavanker, følgesygdomme som lige så stille udvikler sig til livstruende sygdomme.

Er du meget overvægtig, er det ikke længere kun et spørgsmål om udseende og velvære, det er et spørgsmål om liv og død og du bliver nødt til at stoppe op nu. En kur, løser ikke problemet med overvægt på sigt, men det er et fint boost. Der skal selvfølgelig en kostomlægning til. Der er nogle, som bliver helt forskrækket over ordet "kur" og deres første tanke er, om de så får næringsstoffer nok. Bekymring om næringsstoffer i forbindelse med den livsstil, der har ført til overvægt, er nok mere på sin plads. Der er overvægtige som er underernæret, men de fleste af vores på danske sygehuse, skyldes ikke underernæring, men derimod overflod og fejlernæring.

Hvorfor taber jeg mig ikke?
Det kan selvfølgelig skyldes en masse forskellige ting og hvis du føler du gør hvad du kan og alligevel ikke taber dig, så vil jeg anbefale at du bliver undersøgt hos din læge. Prøv at skrive alt hvad du spiser på en dag ned på papir ....ALT. Efter 1 uge kan du nemt danne dig et billede af hvor det evt. går galt.

Her er tre oversete lidelser der kan være årsag til fedme:

Ustabilt blodsukker Blodsukkeret kan være en af årsagerne til, at du tager på i vægt. Sukker forvolder store skader på kroppen. Den hvide sukker spæner ind i blodbanen og det føles umiddelbart godt, men den hvide sukker er lige så hurtige ude af blodet igen og så kommer den voldsomme trang efter mere. Det påvirker også humøret kraftigt. For lavt blodsukker er nærmest en form for omvendt sukkersyge - Test dit blodsukker og læs mere

Sov dig slank! Nej, det er ikke kun fordi at du ikke kan spise, når du sover! Der er nye undersøgelser som tyder på, at for lidt søvn kan være en årsag til fedme, pga. leptin, som er et hormon der fortæller hjernen, at man er mæt. Leptin er et vægtregulerende hormon, der øger forbrændingen og undertrykker appetitten. Ved for lidt søvn dannes der for lidt leptin og der dannes mere ghrelin, som fremkalder sult.

Stress kan være årsag til fedme!
Stress kan føre til overvægt, på grund af binyrebarkhormonet kortison. Det er et stresshormon, som kroppen producerer når du er stresset - det er meget smart, for det gør at vi "overlever" situationen. Men det er skadeligt hvis denne periode strækker sig over en længere periode. Binyrerne bliver belastet, og producerer så ikke nok binyrebarkhormon, også kaldet binyretræthed. Symptomerne kan være træthed, lav blodtryk, trang til salt og sødt, lettere deprimeret og fedme. Læs mere i bogen Binyretræthed

Slanke ekspert?
En ekspert er en person som har alle de rigtige svar, hvis man bare stiller ham de rigtige spørgsmål! Du er eksperten i dit eget liv og derfor skal de gode råd også laves af dig. Du ved, hvad du kan overholde og du ved hvor det går galt, hvornår det går galt og hvad det er der gør, at du falder i. Den eneste slankekur der virker er den som DU er motiveret til og som du selv beslutter dig til at følge. Du er eksperten i dit eget liv, du ved hvad du kan overholde.

Lav en kontrakt med dig selv, som du hænger op på køleskabet
Her skriver du de forandringer op som du lover dig selv i denne uge. Det behøver ikke at være en hel række, måske starter du med at skrive:
Jeg glæder mig til min sunde uge og jeg kan nemt klare det. Har købt lækre sunde alternativer som jeg vil nyde.

I næste uge laver du en ny kontrakt.
Hvis du er rigtig modig, så laver du måske din næste update på Facebook med "Yes i dag starter jeg mit nye og slankere liv ;-)"
Om 1 eller 2 måneder har du sparet en masse penge på junkfood og der er penge nok til at du kan købe et lækkert stykke tøj, måske en hel størrelse mindre.

Ryd op i dit klædeskab og alt det tøj der er lidt for stort, det smider du ud, for det kommer du ALDRIG til at passe igen. Køb et lille smukt skrin hvor du lægger alle de penge i som du plejer at bruge på cola, chips, sodavand, slik, chokolade, kager, færdigretter, fastfood og junkfood.

Ryd også op i dit hjem, hvis der ligger nogle "unødvendige kilo" af rod eller andet som forstyrrer din nye livsstil.

Vær god ved dig selv
Tilbered din mad, som en kærlighedserklæring til dig selv. Når vi får gæster kommer det fine bestik frem og bordet bliver pænt dækket med blomster og lys mens der kræses om menuen. Hvorfor ikke have den samme respekt for sig selv, når man tilbereder sin egen mad.

Vælge de gode råvarer med omhu, hør god musik eller tal sammen så længe maden simrer og bordet dækkes. Alt for ofte hører jeg folk sige "jamen det er jo KUN mig selv, så det behøver ikke at være fancy - det skal bare gå hurtigt". Hvad er det vi skal nå, er det at sidde inde foran TV'et i 4 timer?

Lær at elske dig selv og din krop og lad vær med at skælde ud på dig selv. Du er hvad du tror du er, og der er stor forskel på hvordan du har valgt at opfatter dig selv.

Kig nøje på den mad du vil spise, gør den dig godt eller skidt. Smager de usunde fødevare virkelig godt nok til at du vil kløjes med den ekstra vægt de giver?

Lille spejl på væggen der
Når du ser dig i spejlet så lad være at vrisse af din krop. Betragt dit spejlbillede som din bedste veninde og behandel dig selv som du ville behandle hende. Tal med dit spejlbillede, giv det opmuntringer, trøst og fokuser på de stærke og smukke sider. Når du vrisser og skælder ud får du surhed tilbage - når du smiler, får du smilet tilbage :-)

Usund mad gør os syge, men det gør usunde tanker også
Hvor er jeg tyk. Tænk i stedet - jeg er ved at få min ønskefigur tilbage.
Jeg vejer forsat 10 kilo for meget - Tænk, i stedet jeg har tabt mig 2 kilo.

Fokuser på det smukke hos dig selv:
Hvis du har en flot barm så fremhæv den, er dine ben slanke så vis dem, er det dine øjne der er smukke så understreg det. Jeg har haft hjælp til at rette komma og stavefejl af min mand, som gjorde mig opmærksom på at denne artikel hvis var skrevet af en kvinde - til kvinder. Det havde jeg slet ikke tænkt på, men jo nu kan jeg godt se det.... Sæt rimelige mål for dig selv som du ved du kan overholde Husk at forkæle dig selv med sunde alternativer, så det ikke bare bliver en masse forbud, det er ikke motiverende

Ha et billede inde i hovedet, af dig selv, fra en periode i dit liv hvor du havde din idealvægt. Find en stemning frem, fra en periode i dit liv, hvor du var stærk og lykkelig. Behold denne fornemmelse om dig selv, hele tiden, så du lokker hende frem igen Lav dit eget wellness ophold på badeværelset hvor du i perioder giver kroppen ekstra opmærksomhed, med bad, skrubbe cremer, gode olier og massage. Kom i kontakt med din krop, både fysisk og psykisk.

Hvem skal man søge gode slankeråd hos?
Det bugner af slanke guruer, kurser og bøger om varigt vægttab. Der er mange useriøse, men også mange rigtig dygtige og seriøse personer som har et bud på vægttab, som kan inspirerer og hjælpe dig. Brug dem der passer bedst til dig og dit temperament. Motivation er et underligt defust begreb, hvordan får man den og hvorfor forsvinder den lige pludselig igen. Når man er motiveret så kan man næsten alt, og det er endda nemt, men hvordan finder man lige motivationen, øjenåbneren.

Det er forskelligt alt efter hvor vi er i livet og hvor åbent vi er for at lukke informationer ind. Nogle gange kommer motivationen når vi har overskud andre gange skyldes den angst. Når du går i gang med en kostomlægning er det vigtig at den står i forhold til det du magter, for ellers går det galt og man ender bare med et nederlag. Nogen vil ha det bedst med at tømme skabe og køleskabet for junk og starte på en frisk, mens andre er til et roligere tempo.

Motivation og vægttab
Der er rigtig mange forskellige anskuelser, koncepter, kurer og retninger, man kan vælge når man vil tabe sig. Der findes masser at diæter, sunde levevis og bøger, brug dem hvis det er dét der skal til for at motivere dig og holde dig på sporet. Fælles for alle slankekure er, at man i den periode hvor man er på slankekur, ikke spiser junk, slik og andet usundt, så allerede her "virker alle kure"!

Her har du et bud på de mest kendte, jeg har valgt at beskrive dem uden kommentar og uden at være farvet af nogen holdning, da det vigtigste er at du vælger den kur eller livsstilomlægning der passer bedst for dig, for at det skal lykkes.

Atkins-kuren hvor man stort set ikke spiser kulhydrater, men masser af proteiner.
Blodtypediæten hvor man spiser de fødevarer der passer til sin blodtype. Nogle er kødspisere andre vegetarer.
Lene Hansson der laver en form for syre/base eller en skillekost, hvor man ikke blander proteiner og kulhydrater i samme måltid.
Slankeplaster er yderst effektivt, hvis de placeres på munden!
De Danske Vægtkonsulenter har også kostplaner hvor man spiser rigtig meget mad, sund mad. Men noget af det vigtige for mange er, at de også holder møder hvor man bliver målt og vejet.
Kernesund Familie er en livsstil, ikke en slankekur men en kostomlægning der udelukker eller skære ned på sukker, gluten, tilsætningsstoffer og mælkeprodukter. Men de laver også slankekurser.
Diætister er uddannet i det etablerede system og deres anbefaler skal være i overensstemmelse med sundhedsstyrelsens regler om ernæring. Herfra laver de en kostplan som er tilpasset den enkelte.
Slankepillen Alli er en ny slankepille, den tager ikke noget at det fedt som du allerede har på kroppen, men den snupper noget af det fedt du indtager. Å jeg har svær ved at være neutral her, uf syntetiske piller der tager noget af det fedt man spiser væk fra kosten.
Nupo er et pulver der skal erstatte dit almindelige måltid. Det indeholder de nødvendige næringsstoffer og undgår kalorier. (Den indeholder desværre også det kunstige sødemiddel Aspartam)
Weight Watchers slanke program tager ikke udgangspunkt i hvad der er sundt eller usundt, du må selv om hvad du spiser, men alt din mad er delt op i nogle pointsystem, hvor du selv sammensætter din kost.
10 år yngre på 10 Uger Det er en livsstilsomlægning hvor man spiser sundt mad og helsekost. Thorbjörg Hafsteinsdottir laver også slankekurser.
Ernæringsterapeut eller kostvejleder er en alternativ uddannelse, hvor man ser mennesket som en helhed og laver en kostplan ud fra det individuelle menneske og symptomer. Man kan også anbefale kosttilskud hvis det syntes vigtigt.
Sundheds Coach det kan endda være at du skulle besøge en Coach, for at blive motiveret, det så vi jo i TV programmet med Chris McDonald

Ja der er nok at vælge imellem og der er noget for en hver smag og temperament. Alle disse kure er mere eller mindre virksomme, og ophavsfolkene kan være meget uenige indbyrdes om hvad der fungerer og hvad der er dokumentation for. Så der er altså ikke én der sidder inde med SLANKEKUREN, det kommer helt an på hvem du spørger. Det mest usmagelige er hvis de generer hinanden, frem for at argumenterer for deres egen overbevisning. De dygtige læger, behandlere, og andre, de fornemmer hvem du er og kender forhåbentlig deres styrke og deres begrænsninger og henviser til den der kan gøre mest og bedst for dig.

Find målebåndet frem og smid badevægten ud
Ny forskning viser at det farligste fedt er det vi har rundt om maven. Kvinder må måle 80 cm og mænd 94 cm rund om taljen Du skal måle fra de nederste ribben.

En Kick start til din nye sunde livsstil
Er du af den utålmodige type der vil se hurtige resultater, så kommer her lige et par kickstartere til at komme i gang. Men de skal selvfølgelig ikke stå alene, de skal være efterfulgt af en kostomlægning. Hvis ikke så bliver det blot endnu et hurtig tab som du tager på igen om et par måneder.

Råkost boost
Det er den sundeste, billigste og mest velsmagende slankekur jeg kender Tag en 14 dages råkostkur, hvor du river alle mulige grønsager og rodfrugter, tilsæt lidt nødder og de gode fedtstoffer.

Fastekur Barsk og effektiv!
Råkostkuren er sund, hvorimod der er meget delte meninger om fastekuren. Ved at faste taber du dig faktisk de 5 kilo på en uge, som jeg startede med at skrive, men noget af det vil du tage på igen når du begynder at spise. Det er egentlig ikke ment som en slankekur men nærmere som en udrensning. Det er ikke en kur du skal gå på hvis det ikke er velovervejet, da den kan være barsk og er ikke velegnet til alle. Hvis du vælger en fastekur så forbered dig godt og grundigt, også mentalt og læs mere om det før du går i gang.

Kuren består af 1 uge hvor du spiser råkost efterfulgt af 1 uge med faste, hvorefter man starter stille op med at spise igen. Når man faster så drikker man kun vand, masser af vand hele dagen. Drik også afkog af økologiske grønsager med hvidløg. Du koger det i 15 min. hvorefter det sies. Smid grønsagerne ud og drik afkoget 3-5 gange om dagen. Server dit afkog i smukke glas.

Jeg er ikke nogen slanke ekspert og jeg har ikke et slankeprogram
Hvis jeg havde, ville jeg kalde det for Brug din sunde fornuft - til en forandring.

Bedste hilsner fra:
Helsevejleder Susy Grundahl netspiren.dk
Posted By

Cecilie Hollænder Madsen

Varen tilføjes til din kurv

Kunne ikke tilføje til kurven

Gå til bestilling

Opdaterer din indkøbskurv

cart-loader